I always feel odd when referred to as a ‘polyglot’, since I speak no language as well as I speak English, but flattering comments like these in Denmark’s leading magazine Weekendavisen are always welcome. Danish TV news anchorman Adam Holm says in his review that Dining with al-Qaeda has an “exceptional overview” and “by example sets a noble standard: learn to communicate with ‘the other’ on the same level and eye-to-eye”. Many thanks!
(Although it’s probably short-sighted to make fun of Google Translate — which is pretty good and will doubtless be taking the jobs of all aspiring polyglots in a few short years – I can’t resist relaying its pidgin version of Weekendavisen‘s elegant Danish prose: “Pope with his insight rejects the kind vulgar nonsense. He is also noticeably disillusioned, because he has realized that three decades of attempts to sneak between bills and shades of in its reports have not shaken by large grandfather delusions…But he has not only an eye for West faux passport. Pope also takes the blade from his mouth and criticizes the ill objective tendency among many Arabs to blame for their debacle at all other than itself. Has heard the album once one knows the melody, and though it be raised with different degree of elegance and wit, it is refrænet same: it is the fault of others (read: Israel and the U.S.).”)
POLEMISK POLYGLOT
Af Adam Holm
BRITER og fremmedsprog er sædvanligvis ikke to komplementære størrelser. Shakespeares efterkommere taler jo det globale lingua franca, så why bother?
En klassisk sketch fra BBC rammer hovedet på sømmet. Et ældre ægtepar sidder på en restaurant i Paris. Manden henvender sig til tjeneren: »Garçon, je voudrais a beefsteak, please!«, hvortil hans bedre halvdel beundrende kvidrer: »Oh Harold, dear, I didn’t know you spoke Italian!«
Men hvis uformåen på kontinentale tungemål således er karakteristisk for en brite, er Hugh Pope (f. 1960), mangeårig Mellemøsten-korrespondent for avisen The Wall Street Journal og forfatter til Dining With Al-Qaeda, meget lidt britisk.
Med orientalske sprogstudier fra Oxford på sit CV og en barndom i Damaskus behersker han ikke blot arabisk, men tillige persisk og tyrkisk. Unægteligt brugbare arbejdsredskaber for en mand, der i knap tre årtier har beskæftiget sig med de arabiske lande og Iran og nu bor og arbejder i Istanbul som konsulent for The International Crisis Group.
For tidligere generationer af Orient-rejsende var polyglote egenskaber en selvfølge, men det er dyder, som flertallet af nutidens udenlandske pressefolk – mange kvaliteter ufortalt – ikke er i besiddelse af. Kun en lille håndfuld af de internationale reportere, der til daglig forsøger at gøre os andre klogere på virkelighedens Mellemøsten, er i stand til at forstå arabisk endsige hebraisk.
At Hugh Pope kan lave interviews uden tolk og læse lokale aviser og tidsskrifter (og alt det, der står mellem linjerne) giver ham et exceptionelt overblik. I 18 velfortalte kapitler skildrer Pope alt fra arabisk homoseksualitet (den i øvrigt heteroseksuelle Pope synes at have en særlig appel til irakiske bøsser) over borgerkrig i Libanon og iransk revolutionskultur til sult i Sydsudan, afghanske krigsherrer, kurdiske separatister og saudiske wahhabister.
Ind imellem dette og meget mere fra regionens trykkoger tegner Pope et billede af en korrespondents uvejsomme tilværelse. Nogle af de lande, Pope har haft som sin arbejdsmark, har budt på udfordringer og strabadser, som rummede en gedigen risiko for at komme voldsomt af dage, sådan som det er sket for en håndfuld af Popes kolleger og nære venner. Pope er fl ere gange i voldsom knibe, ikke mindst under et interview i Riyadh med en ung saudiarabisk al-Qaeda-tilhænger, som kendte terroristerne bag angrebene 11. september 2001. »Nogle vidunderlige gutter,« lyder det fra fundamentalisten, som samtidig over et stykke kylling iskoldt forklarer Pope, at han strengt taget burde have halsen skåret over som den vantro, han er. Man kan bogstaveligt talt høre Popes strubehoved snøre sig sammen, og man skynder sig frem til afsnittets sidste side for at forvisse sig om, at forfatteren rent faktisk slipper uskadt fra den makabre samtale.
DER er mange enerverende stunder i en korrespondents liv, men ind imellem sættes nervesystemet på overarbejde. I den forbindelse kan Pope ikke stå for fristelsen til at lade et par polemiske ord falde om landsmanden Robert Fisk, Mellemøstenjournalistikkens store hvide ronkedor, som angiveligt har en uvane med at dramatisere lidt for trivielle hændelser. Man aner antydningen af et karaktermord på manden, som Pope vedgår, han beundrede til hudløshed som yngre. Men i lighed med det falmede forbillede har Pope indset, hvor kompleks en størrelse Mellemøsten er, og derfor slår bogens undertitel fast, at der eksisterer flere »mellemøstlige verdener«.
Ligesom Europa ikke er ét fedt, er det ingen nyhed, at Mellemøsten dækker over en stor variation af identiteter, religioner, kulturer og etniske grupper. Men denne trivielle indsigt er desværre, hvis man skal tro Pope, ikke så selvfølgelig blandt visse amerikanske avisredaktører og bigotte kolleger. De har regnet Mellemøsten ud som et sted befolket af fundamentalt anderledes – og derfor potentielt fjendtligtsindede – mennesker.
Overflødigt at sige, at Pope med sin indsigt i kulturelle modsætninger og mangfoldigheder afviser den slags som vulgært nonsens. Han er dog også mærkbart desillusioneret, fordi han har indset, at tre årtiers forsøg på at snige mellemregninger og nuancer med i sine reportager ikke har rokket stort ved hævdvundne vrangforestillinger. Hverken blandt almindelige avislæsere eller beslutningstagere.
Irak-krigen og særligt dens forløjede optakt gav Pope et skud for boven. Invasionen af Saddam Husseins diktaturstat, hvor umenneskelig den end var, har bombet bestræbelserne på et dybtstikkende tillidsforhold mellem vores del af verden og de ofte skeptiske autoritære stater i Mellemøsten adskillige årtier tilbage, mener Pope.
Men han har ikke kun øje for Vestens faux pas. Pope tager også bladet fra munden og kritiserer den ulyksaglige tendens blandt mange arabere til at skyde skylden for deres misere på alle andre end sig selv. Har man hørt pladen én gang, kender man melodien, og selvom den bliver fremført med forskellig grad af elegance og vid, er refrænet det samme: Det er de andres skyld (læs: Israel og USA).
POPE er som antydet ingen hardliner, når det gælder den vestlige kurs over for regimerne i Mellemøsten, men dårlige undskyldninger, inerti og religiøs formørkelse fylder ham med irritation. Han gider ikke længere lægge øren til beretninger om fornemme videnskabelige bedrifter tilbage i kalifaternes storhedstid, når nutidens oplysningsniveau er så beskæmmende ringe i mange af de arabiske stater.
Selv om Popes bog ikke rummer en GPS for en mere farbar vej til fred og fremgang i Mellemøsten, har han dog med sit eget eksempel sat en fornem standard: Lær at kommunikere på lige fod og i øjenhøjde med ’de andre’. Det er de små skridts vej. Måske værd at prøve, når idealismens syvmilestøvler engang bliver kasseret.
